Udsendt – historierne bag 22 reportager

  1. Sexterapeut i Kurdistan (2005)

(Efter Saddam Husseins-regimets fald i Irak viste det sig hurtigt, at der ikke var nogen sammenhængende plan for, hvordan landet skulle styres i fremtiden, og hvordan det skulle bringes på fode efter årtiers krige og blokade. Der blev i første omgang indsat en amerikansk statsholder I Baghdad – Paul Bremer – siden fulgte et udpeget overgangsråd, derefter et forfatningsråd, der fik til opgave at udforme Iraks nye og demokratiske forfatning. I mellemtiden faldt alt fra hinanden i landet. Besættelsesmagten var ude af stand til at sikre grundlæggende fornødenheder som ro og orden, rent vand og elektricitet, og der opstod hurtigt en dødbringende guerillabevægelse, der dagligt myrdede løs blandt samarbejdsvillige irakere, medlemmer af ”forkerte” trossamfund og udenlandske soldater. Da Paul Bremer øjensynligt uden at rådføre sig med nogen opløste den irakiske hær, stod hundredetusinder af våbenkyndige, unge mænd med ét på gaden uden arbejde og uden den respekt medlemskab af de væbnede styrker traditionelt havde givet i det irakiske samfund. Mange af dem sluttede sig nu til oprørerne, der efterhånden gjorde Irak til en dødsfælde for alle udlændinge, ikke mindst journalister. I oktober 2005 skulle den nye forfatning endelig til afstemning. Jeg deltog i dækningen som udsendt til den nordlige del af landet, som i mange år havde haft reelt selvstyre. Det blev en lang, kold og våd rejse, der gav mig indsigt i mange ting – blandt andet et aldeles mørklagt og tabuiseret område: Sexuel praksis i Mellemøsten. Men der skulle først gå mange dage, før mine fixer Ahmed og jeg kendte hinanden godt nok til, at vi kunne begynde at nærme os det meget prekære emne )

 

Ahmed?

Ahmed var – er? – en meget ordentlig, høflig, velklædte ældre herre på et par og fyrre fra Zakho i den kurdiske del af Irak, i det så godt som selvstændige Kurdistan. Da vi var sammen, var Ahmed måske ti år yngre end jeg, men alligevel hurtigt på vej til at blive gammel. Det er et hårdt liv for alle i Kurdistan, og 40 år i de gudsforladte bjerge, som en lillebitte brik i en historie gennemsyret af terror, massakrer, had, undertrykkelse og absolut fravær af kompromisvilje, tolerance og forståelse – 40 års liv på den måde, ville gøre hvem som helst gammel længe før tid.

Men jeg indså, at Ahmed havde kærlighed i behold, en kærlighed til Suleima som var vokset og havde overlevet den almindelige elendighed i irakisk Kurdistan gennem fire årtier. Der var et ikke ubetydeligt seksuelt problem, jo ganske vist, men kærligheden mellem dem var fast funderet.

*

Jeg fik kontakt til ham gennem en kollega, som havde en fixer i Østtyrkiet, som kendte en mand – Ahmed – på den anden side af grænsen, og den mand – Ahmed – talte engelsk og ville gerne arbejde sammen med mig et par uger i bjergene i forbindelse med det første valg i Irak efter Saddam Husseins fald.

Med det på plads fløj jeg til Diyarbakir i den østlige, kurdiske del af Tyrkiet, landede i aftenmørket, fandt ind til byen i slud, søle og regn, fandt et én stjernet hotel, som taxa-chaufføren fastholdt var byens bedste, og prøvede at analysere situationen for mig selv endnu engang, før jeg faldt i tung søvn:

Sikkerhed: I det østlige Tyrkiet er der altid lavintensiv krig mellem hæren og de kurdiske PKK-oprørere. Men fixeren her i Diyarbakir garanterede, at vejen til den irakiske grænse var sikker. Hvis der var kampe, foregik de højt oppe i bjergene, og jeg havde intet at frygte. Godt.

På den irakiske side? Der havde kurderne i realiteten skabt deres egen stat, efter at amerikanerne i 1991 havde forbudt Saddam Husseins fly i at operere i det luftrum. Under den amerikanske kampfly-paraply havde de kurdiske peshmerga guerillaer drevet Saddams styrker ud af Nordirak og – efter en periode med indbyrdes magtkamp – skabt en enklave af relativ sikkerhed og velstand. Godt.

Så selvom amerikanerne lige nu kæmpede for livet i Baghdad og nede sydpå i det hele taget, selvom selvmordsbombere lystigt myrdede sig selv og deres trosfæller i de to tredjedele af Irak, der er arabisk, selvom Al Qaida-psykopater under skingre Allahu Akbar-råb snittede hovederne af især hvide for troens skyld så tæt på som i millionbyen Mosul, på kanten mellem de kurdiske og arabiske dele af Irak, trods alt det så eksisterede der altså et område, hvor man nogenlunde trygt skulle kunne gå på gaden og lægge sig til at sove om aftenen. Godt nok.

Det var risikovurderingen. Det måtte følgeligt i princippet kunne lade sig gøre at gennemføre en reportagerejse under nogenlunde betryggende forhold.

Næste morgen. Alt er opløst i regn, mudder og vandstrømme under turen østover fra Diyarbakir til grænsen. Vinduesviskerne skubber tunge bølger af vand fra forruden, men kan ikke hamle op med de vandmængder, himlen tømmer ud over os. Tunge sortgrå skyer dækker bjergtoppene, og regnvandsmasser vælter ned ad de brune bjerge i mudrede strømme.

En dreng med en plasticpose over hovedet og en tynd kæp i hånden trasker af sted i bare fødder og mudder til anklerne og genner våde geder foran sig.

Jeg registrerer et vejskilt til Batman. Det er en by, kan man konstatere.

Der er som altid den her slags steder overlæssede lastbiler, der er brudt sammen eller punkteret, og drivvåde mænd med sorte overskæg og håbløse øjne, der kæmper for få deres nedslidte mastodonter i gang igen.

På højre hånd dukker et hegn op. Et elektrisk hegn, der fortsætter kilometer efter kilometer, afbrudt af vagttårne. Soldaterne tegner sig som grå silhuetter gennem gardinet af vand. Det er grænsen til Syrien. Soldaterne tilhører Bashar al Assad og hans familie. På den anden side af hegnet, i det forbudte land dér, er de også kurdere. Der er kurdere på alle sider, men der er ikke noget Kurdistan, ikke nogen kurdisk stat. Det har der aldrig været.

Efter timer sætter chaufføren mig af ved nogle betonbarakker i en våd og gold dal, hvor hundreder af ramponerede og tungt lastede lastbiler holder opmarcheret. Der er pigtråd og soldater, og mange mænd med overskæg og cigaretter, der vinker med pas og dokumenter og råber. Grænsen.

  • Kurdistan, siger han og peger på nogle skure og en moske, der anes gennem regndisen på den anden side af en lille, men rivende flod. Så vender han bilen og kører hjemad.

*

Det værste er elementerne, regnen og sølet og kulden. For det viser sig at være nemt nok, at få et tyrkisk udrejsestempel. Mens truckførerne, cigaretsmuglerne og de våde, lurvede og højtråbende mænd endeløst vælter rundt foran slidte skranker i den skumle og iskolde betonbarak, så får jeg – ene mand med en kuffert og en rygsæk – særbehandling og bliver vinket hen til en rude, hvor man klasker stemplet ind i passet. Så går jeg ud i regnen igen, over broen og er i Irak. Det brune flodvand vælter skummende ned og har revet træer og buske med sig.

Der står en lille, nydelig mand under en paraply og vinker forsigtigt på den anden side.

  • Thomas? , spørger han og smiler høfligt. Vi giver hånd. Det er Ahmed.

Vi skynder os over i tørvejret i hans bil og tænder cigaretter.

  • Velkommen, mr. Thomas. Velkommen til Det Fri Kurdistan. Det glæder mig at se dig. Har det været en behagelig rejse indtil videre?

Han er iført lysegråt jakkesæt, slips og velpudsede sko, som af gode grunde er lidt mudrede i kanten. Tyndt gråt hår, omhyggeligt redt hen over issen, sorte intelligent øjne.

  • Må jeg foreslå, at vi først kører til Zakho, som er min hjemby og foretager visse indkøb. Derfra kan vi fortsætte til Arbil, hvor jeg kan forstå, at du ønsker at etablere dig. Den direkte vej går gennem Mosul, men jeg vil anbefale, at vi tager en meget mindre bjergvej. Den er ganske vist i dårlig stand og meget længere. Men sikkerheden, ikke sandt? Vi må prioritere sikkerheden.
  • Jo, Ahmed. Jeg har lovet min redaktør at komme levende hjem, så det helt overordnede overvejelse på denne ekspedition må være sikkerheden, i vores begges interesse.
  • Sikkerheden frem for alt, mr. Thomas. Jeg kunne ikke være mere enig.

Han starter bilen, og vi kører rundt om et bjerg, ud af en sky – der ligger Ahmed hjemby, i dette øjeblik soltilsmilet på sin bjergside og ligner … ligner i hvert tilfælde ikke noget gennemsnitligt, mellemøstligt provinshul! Her er velstand og orden på sagerne, det ser man straks. Vejen ind til byen er i ualmindelig god stand, der er autoværn, ingen dynger af affald, husene er gennemgående moderne og velholdte. Folk spadserer på indkøb på pæne, rene fortove. Butikker frister med masser af varer, lokale grøntsager, importerede elektroniske sager, guldsmykker. Der er et stort, moderne supermarked. En pæn skole, det er der Ahmed arbejder.

  • Jeg tænkte på – siger Ahmed – nu vi har talt om sikkerhed og nu, hvor vi alligevel er lige ved basaren: Jeg vil egentlig foreslå, at vi køber en pistol. Måske snarere to – en til os hver.
  • Pistoler? Jamen, Ahmed …
  • Jo, for en sikkerheds skyld. Man kan forestille sig situationer, hvor det ville være betryggende, ikke sandt? Ikke at jeg tror, at vi får behov for at bruge dem, men man kan aldrig vide. Der skal jo være valg, og stemningen er lidt anspændt. Og sådan et par skydere koster ikke alverden her i basaren. Min fætter kan skaffe dem med godt rabat.

Pistoler? Jeg har aldrig affyret et våben i mit liv – men … tænk, hvis vi bliver stoppet af Al Qaeda-folk eller Saddams baathister?

Tænk, hvis de vil trække mig ud af bilen og hugge hovedet af mig – og Ahmed – midt på gaden, ligesom de gjorde for nogle dage siden i Mosul, da et par amerikanere var komme på afveje. Ved højlys dag, på asfalten i Mosul. Mit blod vil tørre ind dér i solen, på den hullede asfalt i Mosul, i en sky af summende fluer!

Så ville det måske være bedre, at have en skarpladt skyder parat og stikke den lige op i fjæset på dem og brøle:

  • HOLD IT RIGHT THERE, PUNK!

… og skyde sig vej ud af byen og se topterroristen Ayman al Zawahiri og hans langskæggede lystmordere bide i støvet? Men …

  • Nej, Ahmed, det går ikke. Tænk hvis vi bliver standset ved en vejspærring, og de finder våben. Så ryger vi direkte i fængsel – i bedste fald – og guderne må vide, om vi så nogensinde slipper ud igen. Og hvis vi bliver overfaldet, og de ser et våben, så risikerer vi, at de skyder, før de spørger om noget …
  • Jamen, alle har våben her i Kurdistan, siger Ahmed forsigtigt. – Vore peshmergaer ville da aldrig sige noget til, at vi har et par pistoler.
  • Det går ikke. Det er også forbudt ifølge spillereglerne for journalister, Ahmed. Vi er ikke kombattanter, vi er i princippet kun observatører. Fluer på vægen, uskadelige, ubevæbnede, neutrale fluer på vægen.
  • Nå, men jeg har aldrig før mødt en journalist før. Det var blot en ide. Du er chefen.

Vi køber lidt mad og vand og kører ud af byen. Efter nogle kilometer deler vejen sig, Ahmed vælger den store, velasfalterede vej.

  • Ahmed, er det her ikke vejen til Mosul?
  • Nej, nej, mr. Thomas. Det her er bjergvejen til Arbil.
  • Men … den vej vi lige passerede til venstre var meget mindre, og denne her, vi er på nu, ligner en hovedvej, og der er jo hovedvej mellem Zakho og Mosul. Se selv på kortet: Jeg er næsten sikker på, at vi skulle have været til venstre.

Ahmed kører ind til siden og studerer kortet. Det fremgår, at kortlæsning ikke er hans styrke.

  • Jamen, jeg tror altså …, mumler han.
  • Jamen, Ahmed, tror er ikke godt nok. Hvis vi tror forkert, ender vi i Mosul, og de skærer hovederne af os.
  • Jomen … nå, du er chef.

Vi vender bilen og finder den lille vej.

Snart er vi højt oppe i bjergene, i den blå og hvide verden over skyerne, hvor vi kan se bjergkæde efter bjergkæde svævende over skydækket så langt øjet rækker. Vejen er elendig, det bestyrker min fornemmelse af, at vi nu er, hvor vi skal være, og da vi passerer en landsby med et navn, som Ahmed genkender, anerkender han, at han tog fejl. Vi er på rette vej nu.

Til gengæld havde han fuldstændig ret i, at vejen er meget, meget lang og meget, meget dårlig. Vi dykker op og ned gennem skydækket, op i lyset, ned i den grå og mudrede underverden, hvor menneskene lever. Op igen – og der er sne nu. En Mercedes er kørt ind til siden, velklædte børn med røde kinder tumler henrykt i sneen og kaster snebolde mod os. Ahmed gør store øjne og griner.

  • Det er første gang jeg ser sne helt tæt på, fortæller han. – Jeg har egentligt holdt mig mest til Zakho hele mit liv og er ikke kommet så meget omkring.
  • Hvor har du så dit fine engelsk fra?
  • Jeg lytter til BBC hver aften, før jeg går i seng. Det har jeg altid gjort. Det var meget farligt i Saddams tid, men jeg gjorde det alligevel, det ville jeg ikke undvære. Det er derfor jeg kender verden.

Det er sandt. Ahmed kender verden. Han har indsigt i historie, litteratur og verdenspolitik. Han elsker England og det konstitutionelle monarki dér, han elsker ideen om demokrati og frihed til at mene sit. Han elsker mange ting, som han aldrig har oplevet, og savner nogle gange nogen at tale med om den slags hjemme i Zakho.

  • Suleyma, min kone, er mest optaget af pigerne, konstaterer han lidt vemodigt. – Det er hendes verden, hun er en god mor. Men hun ved ikke så meget om det derude, og det interesserer hende heller ikke. Hun er mere optaget af det huslige og af at skabe et trygt hjem for mig og pigerne.

Han smiler. Der er også omsorg og varme i hans blik.

Vi kommer ned i grønne dale. Grønne dale i Irak? Jo, der er våde, mosgrønne sætere, og der er landsbyer i regnen, men de er alle i ruiner. Den ene efter den anden, kun ruiner og rødt, ubrændt tegl under nedbrydning. Og små, våde drenge, der vogter sorte geder. De kigger efter os og drypper, både drenge og dyr.

Det er allerede mørkt, da vi når Arbil, en stor by med en moderne ringvej omkring. Ahmeds granfætter har et lille hotel – ydmygt, advarer han – det skal vi sove på i nat, men han har svært ved at find den rette frakørsel fra ringvejen i mørket, og mens trafikken hastigt tager af, kører vi et par gange rundt om byen, før han finder den rette sidevej ind i et mørklagt, skummelt kvarter. Hotellet er ganske rigtigt ydmygt, det er nærmest selve definitionen på ydmygt.

  • Men sikkerheden er til gengæld i top, siger Ahmed stilfærdigt og peger på en gammel mand, der sidder og nikker på en havestol med et jagtgevær over knæene. Vagten.
  • Se, der er også en betonspærring i indkørslen. Her kan vi føle os trygge.

Klokken er over 23, da jeg efter aftale kan ringe hjem til redaktøren på satellittelefonen og meddele at alt er godt, sikkerheden sikret, og at jeg i morgen kan begynde at rapportere til radioen.

*

Om morgenen regner det i tove og skyerne ligger blytungt over byen. Vejen udenfor granfætters hotel er opløst og to mindre floder bruser af sted mellem muddersøerne og river affald med sig ind mod centrum. Jeg står på taget med satellittelefonen og kigger på det våde panorama og venter på at skulle på i 7 Radioavisen: I morgen er der jo folkeafstemning, den er udnævnt til historisk, og DR begynder en intens dækning nu, allerede dagen før. Jeg skal være klar til at levere.

Bagefter får vi the og fladbrød og sidder og fryser i den fugtige lobby. Granfætter ligger ubarberet bag disken og stanger tænder, mens han kigger på en Bollywood-film med kvinder i farvestrålende sarier, der afslører en masse dejlig, rund krop. De smiler og vrider sig hidsigt i dansen og sender udfordrende og indladende blikke ud til Granfætter. Han er i brungrå løse pludderbukser og har et sort og hvidternet partisantørklæde viklet om hovedet som en turban. Han er Peshmerga. En slidt AK 47 hænger på et søm.

  • Jeg har tænkt på noget, Ahmed: Jeg synes, vi skal prøve at finde et andet hotel. Det er ikke fordi jeg ikke stoler på din fætter der – men jeg er ikke glad for sikkerheden her.
  • Men sikkerheden er helt sikker her, mr. Thomas. Hussein har været i PUK i tyve år, og alle har respekt for ham. Hvis nogen krummer et hår på vore hoveder, bryder borgerkrigen ud igen. Ingen tør røre os her.

Alligevel. Vi kører længe rundt, før Ahmed finder et højhushotel med pigtråd omkring, og bevæbnede vagter, der undersøger bunden af bilen med spejle og kigger bagagerummet igennem. Store hunde snuser rundt. Det kalder jeg sikkerhed eller noget, der ligner.

  • Der er folkeafstemning i morgen, sir, vi har kun ét værelse ledigt, siger receptionisten, der er pletfri, velklædt og ubevæbnet. – Et værelse med to senge.
  • Det tager vi.

Ahmed går stille og forundret omkring. Kigger på lobbyen, der har et vandfald og en pianist og en snes overskæggede mænd i jakkesæt, der hænger over kaffekopper og kigger diskret og usmilende på alt, hvad der rør sig.

Oppe på værelset tager han de velpudsede sko af og strækker sig med et smil på sengen:

  • Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle komme sådan et sted. Så du det? Der var et vandfald. Og krystallysekroner. Og en kop kaffe koster otte dollars. Nu skulle Suleyma bare se mig. Og pigerne.

Vi ligger længe og snakker. Der er nogle interviews i eftermiddag, men god tid, og der er ingen grund til at gå mere ud i regnen end allerhøjst nødvendigt.

Ahmed er skolelærer i Zakho og glad for det. Der er lige præcis penge nok i det til, at han på beskeden vis kan forsørge familien, og det er en respekteret stilling. Ikke respekt som Peshmerga eller den slags, men Ahmed er ingen kriger, han har aldrig været ude i bjergene for at kæmpe mod Saddams folk eller tyrkerne eller iranerne eller mod kurderne fra KDP eller mod dem fra PKK, og han er tilfreds med den lille respekt, som lærerhvervet afstedkommer.

Vi ligger og ryger og kigger ud på skyerne og byen og regnen.

  • Er det et godt liv med Suleyma, er I lykkelige sammen, spørger jeg, da vi ikke kan finde på så meget andet at tale om.
  • Suleyma? Hun er en god kvinde, og jeg er kommet til at elske hende. Mere og mere med årene. Også selvom vi kun har fået piger. Det er jo ikke hendes fejl.
  • Har der været andre?

Han tøver.

  • Jo, der var en, da jeg var ung og gik i gymnasiet. Vi var ikke i familie. Hun hed Nârin. Vi sendte hinanden små breve og mødtes på hemmelige steder. Hun var smuk og smilede altid, og vi kunne tale sammen i timevis om alting. Hun havde læst bøger og kendte verden, og vi holdt hinanden i hånden, og jeg havde nogle gange små gaver med til hende. Hun skrev digte til mig.
  • Men det blev Suleyma?
  • Det kunne ikke være anderledes. Det er jo familie. Hun er min kusine, vore forældre ordnede det, vi kunne ikke gøre noget. Nârins familie havde også fundet en til hende, så det kunne ikke være anderledes. Og vi holdt op med at ses og blev begge to gift med en anden. Hun bor stadig i Zakho, Nârin. Jeg ser hende nogle gange på gaden. Så slår vi begge øjnene ned og skynder os videre.

*

Om eftermiddagen er regnen taget af, men det siler fortsat stille ned. Ahmed har erfaret, at PUK – Kurdistans Patriotiske Union – kræver en særlig akkreditering, hvis man skal dække folkeafstemningen som journalist, men hans familie er selv PUK-folk, alle i Zakho er PUK-folk, så det er formentlig bare en formsag. Men vi kan ikke få akkrediteringen her i Arbil, den skal afhentes i PUK-hovedkvarteret i en by ude i bjergene.

Vi kører gennem Arbil. I midten af byen ligger en stor tæt bebygget bakke, en tel, der gemmer lag på lag på lag af bykultur, der går flere tusinde år tilbage i tiden. På toppen er der fæstningsværker omkring den gamle by, som er ved at falde helt sammen under ælde og årtusinders regn og sol. Både den gamle og den nye by omkring den sejler i affald, og hvis der er kloakering, er den ikke beregnet på at tage regnmængder i det her omfang. Alt sejler.

I udkanten af byen er der kraner og stor byggeaktivitet:

  • Det er ministerierne og de politiske paladser, der er ved at blive bygget, forklarer Ahmed.
  • Politiske paladser?
  • Jo, vi har jo to partier her i landet. PUK under Jalal Talabani og KDP – Kurdistans Demokratiske Parti – under Massoud Barzani, og de skal begge bruge paladser.
  • Men er det ikke præcis, hvad Saddam Hussein gjorde? Brugte alle statens penge på at bygge paladser til sig selv?
  • Husk nu at Jalal Talabani er præsident for Irak, og Massoud Barzani er præsident for Kurdistan. De er store mænd, mister Thomas. De mener, de har krav på respekt.

Paladserne forsvinder bag os, vi er snart i bjerge igen. Oppe over skyerne i lysets og sneens blændende klare verden. Vi er også i en verden af forladte, ødelagte landsbyer og byer. Alt er tomt, mure væltede, tag faldet sammen, hvid sne, grønne græstotter. Det er Anfals verden.

  • Jeg var ung dengang. Vi var lige blevet gift og var begyndt at skabe os en tilværelse, men så begyndte Anfal. Først troede vi, at det kun ville gå ud over landsbyerne, men vi fandt jo hurtigt ud af, at de også ville gøre det af med byer som Zakho. De ville faktisk dræbe alle kurdiske mænd, så vi måtte flygte ud i bjergene. Suleyma var gravid dengang.

Grådighed og magtbegær har forgiftet mænd siden altings begyndelse, og har sat dem i stand til at gøre hvad som helst mod deres medmennesker for at fastholde deres position og få endnu mere magt. Magten er et berusende, ekstremt vanedannende narkotikum, og de afhængige, magtnarkomanerne, er forgiftede i en grad, så alle deres naturlige, medfødte menneskelige instinkter bryder sammen – den naturgivne, genetiske bestemte drift i retning af at sikre artens beståen: Væk. Begær efter magt og endnu mere magt overtrumfer alt, når først man er blevet slave af det.

Saddam Hussein var magt-narkoman, ingen tvivl om det. Og hans fætter Ali Hassan al-Majid var også magt-afhængig, narkoman. De to og mændene omkring dem, skulle have deres stof – mere magt – og i deres stoffordrejede virkelighedsforståelse,  gik vejen alene gennem massakrer og blod. Derfor fandt de på Anfal – endnu et folkemord i den kvalmende og endeløse historiske række af blodbad, som har skullet tilfredsstille magt-narkomanerne uslukkelige sult.

Her kører vi afsted i Anfals verden, og jeg ser med egne øjne, at det er rigtigt nok: Saddam og fætter Ali ville simpelthen dræbe alle kurdiske drenge og mænd mellem 15 og 70, så landet, Irak, en gang for alle kunne blive befriet for ”det kurdiske problem”. Ikke helt så ambitiøst som Hitler, der ikke ville nøjes med at udrydde mænd og drenge, men ville eliminere hele den samlede ”race” af for eksempel jøder, inklusive kvinder, børn og gamle – men Anfal var i omfang et af de mere bemærkelsesværdige folkemord i nyere tid.

Her ser vi resultater: Af 4600 kurdiske landsbyer i Irak blev 4000 jævnet med jorden, det er dem vi ser på. De to arabiske fætres irakiske soldater transporterede beboerne til opsamlingsområder, skilte mænd og drenge fra kvinder og børn, kørte dem væk og skød dem alle. Alle mænd mellem cirka 15 og 70.

Der var ikke noget internationalt samfund til at protestere, mens alt det stod på fra 1986 til 1989. Saddam førte krig mod Iran, Iran var USA’s fjende, og amerikanerne støttede derfor diskret Saddam. Fætrene fra Tikrit var fredet, mens de sendte den arabisktalende ungdom til døden i skyttegravene og den kurdisk manddom til henrettelse og massegave. Ingen international reaktion mod det.

Ali Hassan al-Majid fik sin egen lille uhyrlige niche i folkemordshistorien som Kemiske Ali – han organiserede brugen af sennepsgas og saringas mod kurdere og iranere. 16. marts 1988 kom turen til den kurdiske by Halabja, hvor måske 5000 den dag blev kvalt af hans kemi. Amerikanerne brød sig ikke om det – naturligvis – men antydede meget kraftigt, meget længe, at det måtte være iranerne, de virkeligt onde, der havde gjort det der.

Det er nogen tid siden, og der har været mange andre folkemord i mellemtiden. Ahmeds familie har mistet mange, mange mænd og også nogle kvinder og børn, men han og Suleyma og deres førstefødte overlevede i bjergene og kom tilbage til Zakho.

  • Ja, vi måtte flygte igen til Tyrkiet i 1991, tilføjer han. Men Anfal, var det værste.

Der er mennesketomt ude mellem de ødelagte landsbyer. Der er kun en lille pige på måske fem, en lillebitte ting i en blomstret lilla kjole, med uglet sort hår og ansigtet stribet af snavs. En lille pige med en pind. Hun går med bare femårige fødder i skinnende hvide snepletter og passer på et par klokkeklingrende geder.

*

Akkrediteringen er ikke noget problem. Vi finder PUKs dejlige by i bjergene, kører hen til hovedkvarteret og finder en lobby, hvor fem-seks bevæbnede, rygende mænd ligger henslængt i sofaerne, mens livet går. Om vi vil have the eller kaffe? Jo, tak. Og gerne en journalist akkreditering, tak.

Længe hænger vi i en sofa, ryger og kigger lidt på de væbnede styrker.

  • Det er PUKs folk, siger Ahmed for at sige noget.
  • Hvad laver de egentlig?
  • De er ansat af PUK. Det er PUK, der betaler dem.
  • Jo, men, for hvad. De laver jo ingenting? Nu har jeg set det i hele Mellemøsten. Hver gang man kommer til et kontor eller en eller anden slags myndighed, så hænger der sådan en bande med deres Kalashnikovs og deres cigaretter og små kopper the. Men hvad laver de, hvorfor er de der? Hvorfor laver de ikke noget? Der er nok at tage fat på derude. De kunne samle affald – eller noget.
  • Nej, nej, de er peshmergaer, frihedskæmpere. De er ansat af PUK. De har krav på respekt.

En times tid senere bliver vi kaldt ind på et lille kontor, hvor en enlig overbebyrdet kvinde med tørklæde sidder næsten begravet bag foldere, manila kuverter, ringbind og dokumentdynger. Om vi ønsker the eller kaffe? Sød, medium eller helt uden sukker?

Det tager en halv time, så bliver vi sendt videre til et stort, dunkelt rum med kæmpestore sofaer og et legemsstort portræt af Jalal Talabani. Der ligger yderligere fem-seks bevæbnede mænd, rygende, henslængt i sofaerne, mens livet går. Om vi vil have the eller kaffe? Sød, medium … ?

  • Hvad laver de mænd, Ahmed?

Han smiler hen for sig.

Knapt en time senere bliver vi ført ind i et enormt kontor, med et gigantisk, skinnende skrivebord, med et overdimensioneret maleri af Jalal Talabani på vægen. Bag bordet sidder en herre i amerikanskinspireret ørkenuniform med en meget lang lillefingernegl – den, der viser, at han ikke udfører manuelt arbejde.

  • De herrer, ønsker De the eller kaffe?

Ahmed forklarer stilfærdigt og respektfuldt, hvem jeg er, hvad jeg vil, hvorfor Danmark er interesseret i denne folkeafstemning, og hvordan jeg ser på PUK og Jalal Talabanis helt centrale rolle i kampen mod Saddam Hussein og baathismen.

Officeren bliver tilfreds, skriver under på et dokument, byder os velkommen til denne historiske begivenhed, håber vi får et behageligt ophold.

Så fører kvinden med tørklædet os ud forbi de bevæbnede mænd, og vi er igen for en stund ude i solen over skyerne, klar til at arbejde.

Vi kører ned ad bjerget, asfaltvejen bliver hurtigt til et mudderspor, der snor sig ned gennem skyen, her og dér overskyllet af fossende strømme.

  • Jeg synes ikke, jeg kan genkende det her, Ahmed. Er du sikker på, at det er vejen hjem?
  • Jo, det mener jeg helt bestemt.
  • Men er du sikker?
  • Det tror jeg. Det her må være vejen til Arbil.

Jeg finder kortet frem og gransker. Jeg har ikke noget kompas – men en fornemmelse af verdenshjørnerne, en klar fornemmelse af, at vi er på vej mod sydvest.

  • Det her er vejen til Mosul, Amhed, se her på kortet. Det er vejen til den visse død.
  • Ikke den visse død. Jeg har tit været i Mosul, og det er ikke så slemt, som du tror.
  • Men vi skal ikke dertil. Zawahiris folk slår os ihjel. Kør tilbage til PUK.

Vi vender og kører op ad bjerget, og ganske rigtigt – der er en vej, vi har overset, og et vejskilt: Arbil 65 km. Et andet skilt viser ned ad den vej, vi netop er kommet ad: Mosul 30 km.

*

Om aftenen ligger vi på sengene på det dyre hotel og ryger.

  • Ikke at det kommer mig ved, men hvad stemmer du på i morgen, Ahmed?
  • Jeg stemmer naturligvis ja til forfatningen, det anbefaler præsident Talabani. Og til lokalstyret stemmer jeg på PUK.
  • Hvorfor egentlig? Du er jo selv kritisk overfor deres paladsbyggeri, og at de ikke bruger penge på skolerne, og at din løn er mikroskopisk. Er der ikke et andet parti, du kunne overveje at stemme på?
  • Men sådan foregår det ikke her hos os. Der er faktisk et lille, kommunistisk parti, som jeg sympatiserer med, men jeg er nødt til at stemme på PUK. PUK har Zakho, og vi er alle nødt til at stemme på dem.
  • Jamen, de kan da ikke vide, om du stemmer kommunistisk? Du kan da stemme, hvad du vil. Det er demokrati. Saddam er død, demokratiet er kommet.
  • Du forstår det ikke. De har fuldstændigt kontrol over det. Hvis jeg stemmer kommunistisk, finder de ud af det med det samme, så mister jeg mit arbejde, og familien vil ikke kunne blive i Zakho. Man kan ikke lægge sig ud med PUK.

Der bliver stille. Det er helt mærkeligt, tænker jeg: Der er ikke det mindste skyderi derude i natten, selv om det her jo sådan set er Irak. Nede i Baghdad ved jeg af erfaring, at det brager løs hver eneste aften. Irakisk Kurdistan er noget andet.

  • Savner du din kone og dine børn, mister Thomas.
  • Jeg er skilt, Ahmed. Det er normalt hos os. Men jeg savner børnene, hver eneste gang jeg rejser. Hvad med dig?
  • Jeg savner også pigerne. Og også Suleyma. Hun er helt alene derhjemme nu, og det er hun ikke vant til. Jeg er sikker på, at hun er ensom, og her ligger jeg som en anden Saddam Hussein med krystallysekroner og indendørs vandfald.
  • Men du elskede en anden?
  • Det var dengang, mister Thomas. Nu er nu. Jeg elsker min kone nu. Det tog mange år. I begyndelsen var jeg næsten død inden i, fordi jeg ikke kunne få Nârin … men det fortog sig gradvist. Og Suleyma gjorde alt, hvad man kan forlange af en kone. Også da vi gemte os sammen med den lille i bjergene under Anfal. Det er ikke det samme som med Nârin, og der er også problemer i ægteskabet, men jeg elsker min kone nu.
  • Hvad er det for nogle problemer i ægteskabet?
  • Det kan jeg ikke tale om. Det er … ikke sådan noget man kan tale om.
  • Sov godt, Ahmed.
  • Godnat, mister Thomas.

*

Det er 15. oktober og hele Irak skal til stemmeurnerne for første gang nogensinde. Det skulle de også engang imellem under Saddam, men dér stod valget mellem kryds ved Saddam eller døden. I dag er der frit valg mellem ja eller nej til forfatningen og i principper flere mulige partier, når det drejer sig om selvstyreparlamentet.

Jeg er selvfølgelig igennem til radioen mange gange i løbet af morgenen, og kan, mens jeg venter på min tur i Radioavisen, høre, at bomberne allerede så småt er begyndt at eksplodere i Baghdad. Men ikke i Arbil, her har de to partier for længst fordelt magten mellem sig, vælgere eller ikke vælgere, og her betyder det ikke så meget om man er sunni-, shia-, kristen- eller syvendedagsadventist, bare man ikke bruger bomber som politisk argument – og bare man sætter sit kryds som stammen og familien kræver det.

Vi er ved et valgsted oppe i skyerne, og trods kold støvregn, pløre og kulde kommer folk væltende i en uafbrudt strøm. Peshmergaerne har stillet metaldetektorer op, og man bliver gennemlyst og omhyggeligt klappet af, før man får lov at slippe ind på skolen, hvor det foregår.

Der er lange køer, og det tager et par timer at få sin demokratiske dåb her, men de fleste ser glade ud og laver V-tegn, og nogle råber ”Yes, yes, Bush – yes, yes, Ameriki” når de ser mig. Jeg tænker på, at det ikke er mere end godt et par år siden, at alle irakere marcherede rundt og skreg ”down, down USA”, når de var henne og stemme for Saddam. Og trampede på amerikanske flag. Men jeg ved godt, at de ikke havde noget valg. Irakere har ikke noget valg.

Der er en patriark med kolossalt overskæg og pludderbukser og turban fulgt af fem sorte telte, hans kvindfolk. Jeg spørger, hvad han mener om det her:

  • Thank you, mister Bush. Thank you. Nu har vi demokrati, vi er frie. Det er den største dag i vores liv.
  • Hvad stemmer du?
  • Ja til forfatningen, og kryds ved præsident Talabani. Selvfølgelig.
  • Må jeg spørge kvinderne?
  • Det går ikke. De er ikke uddannede.
  • Men hvordan kan de så stemme?
  • Det er ikke noget problem. De stemmer alle sammen ja til forfatningen og kryds ved PUK og præsident Talabani. Det er deres pligt. Det er vores pligt.

Den gamle går ind bag forhænget og kommer lidt efter storsmilende ud, hans tænder er rådne, nogle er af guld. Så genner han én efter én de fem sorte ind og viser dem tålmodigt, hvordan man sætter kryds.

I løbet af afstemningsdagen kører vi fra valgsted til valgsted og kan konstatere, at der er stor deltagelse trods regnen og kulden. Folk står som godmodigt stemmekvæg i kø i mange timer, før de støtter PUK eller KDP og derefter kan gå hjem som nyslåede demokrater. Jeg er igennem til radioen og kan høre hjemmefra, at det her beskrives som historisk, og at bomberne sprænger nede sydpå, og at et arabisk – og kurdisk – land for første gang er ved at få en fri forfatning. At invasionen i 2003 og hele Operation Iraqi Freedom dermed har fået en slags officiel mening.

Da mørket begynder at falde på forlader Ahmed mig, han skal besøge noget familie i den anden ende af byen og ordne noget, og det er måske bedst, at jeg ikke er med, foreslår han lidt undskyldende.

Så står jeg alene på en stor mudret plads i udkanten af Arbil, alene mens det hurtigt bliver mørkt, og folk skynder sig hjem. Nogle pjaltede drenge spiller med en hjemmelavet regntung bold af klude, unge mænd kigger mistænksomt på mig – deres cigaretter gløder rødt i mørket. Jeg går rundt og kigger lidt på valgstedet, som nu næsten er forladt, og jeg fryser og ønsker, at Ahmed snart kommer tilbage. Jeg har ikke andre, uden ham er jeg hjælpeløs i en helt ukendt verden. En lille mand nærmer sig:

  • Ameriki? Spørger han. Han er ung, dårligt klædt, frygtsom.
  • Nej, Europa. Danimarka.
  • Ok, Danimarka. Det er godt. Hvad laver du her?
  • Dækker folkeafstemningen. Har du været henne og stemme?
  • Jeg kommer lige derfra.

Han byder på en cigaret. Jeg byder på en af mine. Vi står alene i mørket midt på den store plads. Der er lys i enkelte vinduer i mudderhusene og små bål, hvor skikkelser varmer sig.

  • Du ved godt, at det hele er svindel, ikke? spørger han og kigger lidt udfordrende op på mig.
  • Er det?
  • Vi er tvunget til at stemme, sådan som de forlanger. På PUK eller KDP. Jeg har fået besked på at stemme KDP.
  • Kan du ikke bare lade være?
  • Ikke en chance. De opdager det med det samme. Det er dem, der ejer det hele, og de ved alt, hvad man gør.
  • Men det er da bedre end under Saddam?
  • Det er fuldstændigt det samme. Jeg er blevet taget af deres folk og har været fange under jorden i tre måneder, i mørket. Folk bliver tortureret dernede. Også mig. Det er fuldstændigt det samme som under Saddam. Se mine fingre!

Han rækker hånden frem, og i mørket kan jeg ane, at fingrene er forkrøblede, og at der mangler negle. Han kigger op på mig. Undersøgende.

  • Se på deres paladser. Se alt byggeriet, alle kranerne. De bygger ikke andet end paladser. Og de har masser af penge. Det er dem, der sidder på olien nu, ikke amerikanerne. Det er Talabani og Barzani, det kan du godt skrive i din artikel.
  • Det skal jeg nok.
  • Pas godt på. De gør hvad som helst.
  • Godt nat, held og lykke.

Han glider væk og opsluges af mørket. Lidt efter er Ahmed tilbage. Han har været henne at stemme på vejen, på PUK.

*

Vi bliver flere dage endnu. Der er interesse for Irak-stoffet derhjemme, og vi skal afvente det stensikre ja til den nye forfatning, og imens kan jeg rapportere om løst og fast og politik, forhold og mennesker i ”det frie Kurdistan”.

Vi er sammen 24 timer i døgnet, Ahmed og jeg, og jeg møder hen ad vejen alle hans mandlige venner og familiemedlemmer i byen.

Vi sover sammen, spiser sammen, kører sammen, fryser sammen, kommer tættere og tættere på hinanden. Jeg synes til sidst, at jeg ved det meste, der er at vide om ham, og han ved meget om mig og en hel del om livet og normerne i Danimarka.

En morgen foreligger det officielle ja, som jeg kan rapportere om. Derefter kan vi tage hjem.

Vi pakker bilen og kører for sidste gang gennem Arbils mudrede gyder, som jeg kender så godt nu, ud til ringvejen. Så kører vi rundt på den, rundt i en time. Ahmed kan ikke finde frakørslen mod Zakho over bjergene. Det var mørkt, da vi ankom for ti dage siden, så jeg kan ikke genkende noget og er ikke til nogen hjælp. Til sidst, efter lange, lange overvejelser beslutter Ahmed sig for en større vej ud.

  • Er du sikker på, at det er den rigtige vej?
  • Jeg er sikker, mister Thomas. Husk at det er mit land.

Vi kører et stykke. Vejen er bred og velasfalteret og snor sig gennem en dal, langs en rasende og mudret flod. Der er en hel del trafik.

  • Ahmed, det er ikke den vej, vi kom ad. Stop lige og spørg nogen om vej.
  • Men jeg er sikker, vi er i Zakho om otte-ti timer.
  • Spørg nogen, Ahmed.

Han triller ind til siden ved en dryppende våd kebabbod. Ejeren snakker lidt og gestikulerer – Ahmed ruller vinduet op og vender sig mod mig med et blegt smil.

  • Du havde ret. Det er ikke vejen til Zakho. Vi vender om.
  • Hvad er det her så for en vej.
  • Det er … ja, det er sådan set vejen til Zakho.
  • Ja?
  • Jo, men det er den korte Det er vejen til Zakho via Mosul.

Vi cirkler lidt rundt på ringvejen igen og finder langt om længe en smal vej op i skyerne, op gennem tågen, op til den blændende sol, den blå himmel, de døde landsbyer, sneen og det frodige græs.

Vi kører og kører, og det bliver middag, eftermiddag, skumring, og vi kører stadig.

Vi sludrer om ikke noget særligt, jeg døser hen, vågner, vi kører stadig, der er 75 kilometer til Zakho, og solen er ved at gå ned bag de sorte bjerge. Længe har der været stille mellem os. Vi har været omkring alle emner i disse ti dage, talt om næsten alt. Næsten alt.

  • I er heldige i Danimarka – eller i hele vesten, kommer det stille fra Ahmed.
  • På mange måder er vi heldige. Hvad tænker du på?
  • Joh … jeres kvinder. I er heldige med jeres kvinder.

Han går i stå. Vi tænder cigaretter. Det her er en sti, vi ikke har betrådt før.

  • Hvad mener du, Ahmed. Kvinder er vel kvinder, stort set. Der er vel ikke så megen forskel?
  • Det er der nu alligevel, mister Thomas. Jeres kvinder er meget mere … lidenskabelige. Eller glade for sex. De vil gerne og tit. De vil hele tiden og har lyst. Vores er mere sådan … ja, de er ikke så varmblodige, de har sjældent lyst. Eller også har de slet ikke lyst.
  • Men hvor ved du det fra? Har du kendt andre kvinder end Suleyma?
  • Nej, det har jeg ikke. Men jeg har jo set nogle billeder og film med jeres kvinder. Der kan man se, hvordan de er, og hvor meget lyst de altid har.
  • Du mener, du har set porno?
  • Njah, jo, altså på internettet, på internetcafeerne og sådan. Det tror jeg, alle mænd gør. De sidder vist alle sammen og ser den slags billeder og film på cafeerne – det gør jeg nok også. Det er ikke noget vi snakker om til daglig, det der med kønnene, og hvordan kvinder er, og de der billeder og film, men alle mænd ser på det, det ved jeg. Det er bare ikke sådan noget, man taler om.
  • Men taler I mænd ikke med hinanden om den slags ting?
  • Nej, det kan man ikke. Det har man aldrig gjort. Det gør man ikke. Det holder man for sig selv, det må man selv gå og finde ud af. Måske er det anderledes hos jer?
  • Ja, Ahmed, vi taler meget åbent om den slags. Om sex og det. Allerede i skolen. Og det er i aviserne og fjernsynet og alle steder. Men har du ikke fået noget at vide i skolen, eller i bøger, eller fra de voksne eller fra dine venner?
  • Det er anderledes her, Thomas. Jeg har aldrig talt med nogen om den slags. Det her er første gang. Men jeg har set mange af de billeder og film. Porno, ikke?

Der er mørkt i bilen og i bjergene. Vi er helt alene på vejen, og det regner ude i mørket. Vinduesviskerne arbejder.

  • Hvorfor tror du, vestlige kvinder har mere lyst? spørger jeg efter nogen tid.
  • Det kan man jo se, ikke? I filmene. Men sådan opfører vore kvinder sig overhovedet ikke.
  • Sådan opfører Suleyma sig ikke?
  • Suleyma? Nej, sådan opfører hun sig bestemt ikke. Faktisk har hun fået mindre og mindre lyst med årene. Efter at pigerne er kommet til, har hun nærmest aldrig lyst mere – det er kun mig, jeg er jo en mand og har behov. Jeg mener faktisk hun er … frigid. Og det tror jeg mange af vore kvinder er, rigtigt mange. Frigide. Og jeres er vel nærmest sådan en slags nymfomaner.

Der er sket et mudderskred, vi kanter os forsigtigt omkring det og fortsætter langsomt videre i mørket. Der er 40 kilometer til Zakho.

  • Det er ikke ”vore” kvinder, Ahmed. Vi ejer dem ikke. Og de er ikke nymfomaner, det er bare noget de lader som om i pornoen, for at det skal se interessant ud. Jeg tror ikke, der er forskel mellem kurdiske eller arabiske kvinder og så vestlige kvinder. Hvor tit er I sammen, Suleyma og dig? Altså på den måde?

Der bliver stille.

  • Måske et par gange om måneden. Hun har jo ikke lyst og synes det er besværligt og irriterende, og hun er træt.
  • Hvor lang tid tager det så, når I er sammen?
  • Det er svært at sige, det er lidt forskelligt.
  • Men cirka, i gennemsnit?
  • Åh, jeg ved det ikke. Tre minutter? To?
  • Må jeg spørge, hvordan det foregår?
  • Ja, mister Thomas, nu kender vi to jo hinanden tættere, end jeg nogensinde har kendt nogen – andre end Nârin, måske. Det foregår på den måde, at når pigerne sover, så kravler jeg over til hende og op på hende, og så gør jeg det – nogle gange også selvom hun ikke rigtigt vil.
  • Du kravler op på hende i mørket, stikker den ind og er færdig på to minutter? Er det sådan det foregår, Ahmed? Altid?
  • Ja, i store træk. Jo, det er vel det.

Jeg tænder endnu en cigaret og kigger ud i mørket og regnen. Tænker et stykke tid.

  • Det kommer ikke mig ved, Ahmed, og du kan bare sige til, hvis du ikke vil høre på det. Men jeg har måske nogle råd, du og Suleyma kunne have glæde af. Jeg tror nemlig ikke hun er frigid.
  • Det vil jeg gerne høre, Thomas. Meget gerne. Du er jo en slags ekspert på kvinder, ikke, du har jo kendt masser, ikke?

De gode råd?: Skab en god stemning. Giv hende en lille gave. Vis at du er rigtig glad for hende. Afsæt mindst en halv times tid pr. gang, Ahmed. Brug 75 procent af din opmærksomhed på hende, måske 90 procent. Kærtegn. Kys. Blidhed. Blødhed. Brug god tid bagefter. Etc.

  • 90 procent, Thomas? Men det er jo mig, der er manden?
  • Ja, men prøv engang. Der kan jo ikke ske noget ved det. Måske bliver alting meget bedre.
  • En halv time?

Der er stille på resten af turen. Til sidst dukke gadebelysningen i Zakho op på en bjergside, og vi er hjemme. Jeg er inviteret til at overnatte hjemme hos Ahmed, så kan vi køre til grænsen i morgen tidlig.

Suleyma har gjort alting klar. Der er dejlig mad – og en øl til mig. Hun er en lille trind kvinde i sort kjortel og sort hovedtørklæde. Hun og de tre store piger serverer for os, der er langt mere end vi kan proppe i os. De fire kvinder er tydeligt glade for at have Far hjemme – og synes også det er spændende med sådan en udlænding i huset.

*

Næste morgen skinner solen mildt på den velholdte bjergby. Skyerne er under os, og det damper fra vandpytterne. Pigerne kvidrer og er glade, Suleyma tager mod til sig og giver mig hånd til farvel og smiler varmt. Hun har pæne øjne.

Ved grænsestationen hjælper Ahmed mig med at få det rigtige stempel og følger mig hen til broen. Vandet fosser, hvirvlende af sted, men solen skinner. Verden er frisk og nyvasket.

Ahmed holder min hånd mellem begge sine og ser på mig med sine sorte, vemodige øjne.

  • Tak for det hele, mister Thomas. Vi kommer til at savne hinanden, tror jeg.

Vi ler lidt genert.

  • Jeg vil prøve dine råd i aften. Jeg kan næsten ikke vente.

Han smiler genert. Så vender han sig, går op ad bakken og undgår omhyggeligt at få mudder på sine nypudsede sko.

Jeg går over broen til Tyrkiet. Der er stadig lang vej hjem.

Udsendt - skrevet af Thomas Ubbesen

Køb bogen som lydbog hos Saxo

Køb bogen