Good Luck, Habibi – rejser i flygtningestrømmen

Serbien,  juni 2015

  • DER ER DE, råber Daniel og peger ophidset fra sin plads bag rattet. SE DER!

Ja, der er de. Dér: Fortroppen af de over en million mennesker, der dette år vil køre, vandre, humpe eller stavre op fra Mellemøsten, Afrika og Sydasien, fra Tyrkiet over til Grækenland, derfra nordpå, nordpå, nordpå gennem Makedonien, Serbien, Ungarn og Østrig, til Tyskland, Sverige og andre destinationer, der forekommer fredelige, sikre, velstående og gæstfri. Her kommer de allerførste marcherende i sommerheden midt på Europavej E75 mellem Skopje og Beograd med bøllehatte, tasker, klapvogne, vandflasker og plasticposer, stifinderne for det, der i løbet af få uger skal blive kendt som Balkan-ruten, den vidåbne port for denne verdens krigsramte, nødstedte, fattige, desperate, hjælpeløse, ødelagte, driftige, grådige, brutale, ryggesløse, lykkeriddere, svindlere og stakler i en hurtigt eskalerende ukontrollabel flodbølge. Hver eneste af dem er et rigtig menneske med hver sin egen historie og et ønske om et moderne, ordentligt liv.

  • Der …. og der … og der! Se nu! Så du dem? Derovre i markerne, så du det? Oppe ad sidevejen … der, i midterrabatten. Har du set det, Thomas ? DER!!! Kig dog!

Daniel bor her. Han er tolk og fixer og kender det her nabolag bedre end sin bukselomme. Alle byer og flækker fra Beograd ned gennem Vardar-dalen. Det hele med Kosovo derovre til højre, Bulgarien et sted bag bjergene ude til venstre, grænsen til Makedonien ret forude – Daniel har navigeret dette ubegribelige og farlige hjørne af Europa i årtier, og han har set alt, og jeg har været med ham på meget af den rejse, og alligevel er vi ikke forberedt på det her, vi har aldrig set noget lignende, og hvad er det, hvad foregår her, hvad skal vi gøre?

Hvordan skal vi begribe det ubegribelige her lige for vore øjne: At en halv menneskehed – sådan ser det ud denne sene kogvarme junieftermiddag på motorvejen – øjensynligt har opgivet alle normale, internationale spilleregler, al normal adfærd – og bare er begyndt at gå?

Hvorhen? Nordpå! Det kan vi se. Hvad vil de der? Hvor har de tænkt sig at stoppe? De er sorte, brune og hvide – men hvem er de? Hvorfor har ingen sagt noget om det her, før vi lejede den her bil i Beograd lufthavn og kørte ned at motorvejen mod Skopje på det, der skulle have været en ganske almindelig, normal, rutinemæssig, journalistik reportagerejser til Balkans helt normale politiske elendigheder og menneskelige tristesse? Hvorfor stod det ikke på forsiden af en avis, i toppen af en TV Avis, på Facebook?

Jeg vidste selvfølgelig godt noget, da jeg planlagde netop denne tur. Mine personlige venner på vidunderlige Chios lige overfor det tyrkiske fastland havde længe talt om de der mennesker, der efterhånden i snesevis kom sejlende om natten fra den tyrkiske side flere gange om ugen. Syrere og en del afghanere, nogle afrikanere og pakistanere. Den slags. Også at nogle af dem druknede.

Sømanden Nikos havde fortalt mig, at han engang var sejlet ind i en fjord på øen og havde kigget ned i det krystalklare vand – og dernede, på bunden, ti meter nede, havde der ligget, hvad der lignede en familie af druknede.

Der var rapporter om flere hundreder, eller nogle tusinde flygtninge, der gennem hele 2014 var kommet over til øerne, og om hvordan det nedsmeltende, ødelagte græske samfund havde haft mere end svært ved at håndtere den situation og bare havde nøjedes med at samle de der mennesker sammen, sætte dem på færger til Piræus og fastlandet – og vist bare havde håbet, at de på en eller anden måde ville forsvinde af sig selv. At de ligesom nationalgælden ville opløses som ved et mirakel, så grækerne kunne koncentrere sig om deres egen særlige elendighed.

Hen over vinteren var de fortsat med at komme. Ikke så mange, men alligevel. Nogle forsøgte at sejle fra Tyrkiet gennem Sortehavet til Bulgarien og druknede i de iskolde bølger dér. Nogle betalte menneskesmuglere for at føre dem ind i Grækenland over den efterhånden stærkt befæstede nordlige landegrænse til Tyrkiet, oppe ved Edirne. Og med det hul næsten lukket med dygtig assistance fra EU’s grænseagentur Frontex, forsøgte en hel del sig altså nu med små både, over de smalle stræder til øerne, til Lesbos, Kos og Chios for eksempel. En del druknede, nogle tusinde klarede det. Men ikke så mange egentlig, ikke i begyndelsen. Og næsten alle af de, der slap ind i Europa på en af de måder, skulle jo blive i det alligevel frit-faldende Grækenland, det fremgik af Dublin-konventionen – Unionens overordnede flygtningeaftale, der fastslår, at illegale indvandrere skal registreres og have deres sag behandler præcis i det land, hvor de ankommer. I praksis Grækenland, Italien – nogle få i Spanien. Ikke rigtigt vores problem, altså. Og ikke stort nok til at påkalde sig rigtig nyhedsmæssig interesse. Ikke i breaking-news klassen.

Men Nikos havde fortalt om den undersøiske familie. De druknede i paradiset. Jeg tænkte jo lidt på at tage der ned den vinter, journalistisk, en reportagerejse. Se hvad det var for noget. Rapportere om de druknede.

Om foråret var medierne på Lampedusa og Sicilien. Dér var historien, var man enige om på redaktionerne. Det var dér mange druknede. Mens tætpakkede, synkefærdige både, rustne dødbringende parodier på sødygtighed stod ud fra Libyens borgerkrigsramte kyst med hundreder af håbefulde, desperate mennesker, havde europæerne skyndt sig at holde topmøder og standse det effektive, italienske redningsprogram – Mare Nostrum – for at nøjes med Operation Triton til ”bevogtning af unionens søgrænser” i farvandene tæt under den italienske kyst. Den britiske premierminister David Cameron udtrykte det, mange muligvis hemmeligt fornemmede i det skammeligste hjørne af deres bevidsthed: At hvis for mange blev reddet fra druknedøden, ville det blot inspirere nye tusinder, måske millioner til at prøve lykken – hvis de altså kunne regne med at blive samlet op af europæerne, ikke?

Nu var det forår, og de libyske vrag gik som forventet ned i strædet mellem Libyen og Sicilien. De 13. og 19. april sank to overfyldte skibe med mindst 1200 sjæle, de fleste omkom under dæk, uden mulighed for at komme ud, da havet brød ind i deres mørke gravkammer.

Så er der nødt til at ”ske” noget, hurtigt: Man indkalder til topmøde. ”Vi kan ikke se stiltiende til”…. ”moralsk pligt”, alt det der.  Cameron sender et britisk flådefartøj, HMS Bulwark, til Middelhavet. Det skal signaleres handlekraft. Ordentlighed. Rettidig omhu.

Og der kom flere flygtningeskibe fra Afrika, selvom det blev besluttet, at man måske skulle sende europæiske krigsskibe helt ind under den libyske kyst for at sænke de der vrag, som menneskesmuglerne solgte billetter til. Til sidst ville de så løbe tør for plimsollere, ikke sandt, og så ville den trafik, den truende folkevandring forhåbentlig få en ende?

Denne verden, heller ikke Libyen, løber imidlertid aldrig nogensinde tør for vrag, der, hvis der er penge nok at tjene, kan skubbes til søs med nogle hundrede mennesker, der har solgt alt og vil betale hvad-som-helst for at komme til den sikkerhed, til det trygge, materialistiske og fremtidssikrede Europa, der, som alle ved, er den diamentrale modsætning af …  Mellemøsten, Afrika, Sydasien. Væk fra selvmordsbombere. Assad. Saud. Ayattollaher. Daesh. Taleban. Al Shabab.  Hizbollah. Boko Haram. Religion. Kjortler. Stærke mænd.  Mænd med hovederne fulde af skæg, grådighed, liderlighed og magtsyge. Væk fra religionens, islams dødskys.

Så medierne var på Lampedusa og Sicilien i de dage, og der var mange og forfærdende billeder af især sorte mennesker, især unge mænd, der forsvandt i bølgerne, eller som med nød og næppe blev reddet ombord i krigsskibe og sejlet til Italien. Dér kunne medierne bevidne, at Dublin-forordningen var fortid, at ingen afrikaner med en intakt drøm i hjertet om en fremtid havde tænkte sig at sætte sig ned der og vente på at blive ført til bogs, og sove på en skumgummimadras under åben himmel, mens myndigheder brugte måneder på at gøre klar til at sende ham hjem til Afrika. Eller Irak, Bangladesh eller Sri Lanka. Eller til Syrien. Dér på Sicilien var medierne af meget gode grunde, da noget helt uventet begyndte at udvikle sig i Ægæerhavet.

*

Men her hvor vi kører lige nu, Daniel og jeg, er det Balkan, så der ruller påfaldende mange sorte og skinnede Audier og Mercedes´er op og ned ad motorvejen, rigmænd, politikere og gangstere gemt bag tonede ruder. Der er også påfaldende mange politibiler, små ramponerede Skodaer, eller hvad de nu kører i. Vi passerer endeløse lastbiltog med varer fra Tyrkiet eller Bangladesh, eller hvor det er, vi få vores produkter fra for tiden. Nordgående roma-biler er pakket til eksplosionspunktet med mennesker og bagage. Alle drøner glade af sted med høj fart, indtil de pludseligt forbløffet må trække ud til siden for ikke at ramme alle de brune og sorte mennesker, der helt uventet dukker op på motorvejen under den glødende sommersol.

Jeg foreslår, at vi lige kigger forbi Preshevo, som vi kender fra Kosovo-krigens tid. Jo, Daniel er enig, det er ganske tæt på grænsen: Lad os tage derind og se, hvad det er for noget. Det er nok der, de passerer igennem.

Vi tager frakørslen til højre og bumper snart op ad den ramponerede sidevej, der fører over et jernbanelegeme – det er München-Athen banen – og ind forbi moskéen, ind i Preshevo by.

Der er kommet fremmede til, kan vi se. Hundreder af dem. Tankpasseren siger, at vi bare skal køre ned til rådhuset og politistationen – så skal vi bare se! Snart sidder bilen fast i en menneskemængde af folk, der åbenlyst ikke er fra disse kanter. De lokale her er små etniske albanere med hvide kalotter og billige jakkesæt, de her andre mennesker er fra hele den store, globaliserede, kosmopolitiske, grænseløse verden. Iført falske mærkevarer, omvendte kasketter, spejlreflekssolbriller, gestikulerende og talende, talende, hele tiden knævrende i billige smartphones.

Der er endnu en moske – albanerne her er muslimer – ved siden af den ligger omkring hundrede unge mænd på rad og række i skyggen med små sorte rygsække som hovedpude. Det er for varmt til at foretage sig meget andet. De venter på et stykke papir, fortæller de, et dokument fra rådhuset, som vistnok giver dem ret til at være her, og først når de har det, kan de rejse videre, har de fået at vide. Hvorfor, ved de ikke.

Jeg går ned langs rækken med min maskine og optager:

Miriam fra Nigeria: ”Jeg havde problemer med min mand derhjemme. Han var utro og voldelig”.

Ali fra Pakistan: ”Vi shiiter er forfulgt”.

Rashid, Bangladesh: “Everything is shit in Bangladesh. Everything!”

Michael, kristen, Iran:” Kristne har ingen fremtid i Iran. Jeg vil ikke i fængsel”.

Mohammed,  Irak. ”Er du klar over, hvordan der er i Mosul? Daesh, shia-militserne. Jeg vil have lov til at leve lige som dig. Hvad er forskellen på dig og mig?”

Mohammed, Syrien: ”Der er ikke noget tilbage. Jeg vil ikke tvinges til at slå ihjel”.

Muhammed, Afghanistan: ”Daesh har omringet vores by, Jalalabad. Jeg vil ikke tvinges til at slå ihjel. Jeg vil ikke dræbe mine landsmænd”.

Hussein, Syrien. ”De siger jeg er værnepligtig, men jeg vil ikke kæmpe i Bashars’ hær. Og jeg vil heller ikke kæmpe for Nusra eller Daesh eller Free Syrian Army. Jeg vil bare leve i fred”.

Josef, Den Central Afrikanske Republik. ”Jeg tror, der er meget bedre i Europa. Det siger alle”.

Sådan fortsætter det. Byens eneste cafe er tætpakket, familier fra Mellemøsten spiser sandwich og drikker energidrik, unge mænd belejrer el-kontakterne for strøm til deres telefoner, nogle råber og skriger og truer ad hinanden under reklameparasollerne og begynder at slå ud.

Der er en venlig, ældre syrisk mand sammen med en lille pige. Om jeg er journalist? Vil jeg se hans billeder?

Her ser jeg hans søn, Mohammed:

  • Se, sådan så han ud, da han gik på universitetet i Idlib. Se, hvor godt han ser ud. Han er meget, meget dygtig. Se her – de her billeder er fra sidste uge, de er taget på et hospital i Libanon. Se, lille Mohammed ligger der med alle sine bandager og sengetøj gennemvædet af materie. Se, siger hans far – han har fået skudt toppen af hovedet. Det var soldaterne, Bashars soldater, de kom bare gennem gaden og tog alle de unge mænd, og så skød de toppen af min drengs hoved uden grund.

Fra den lille skærm vinker den unge mand til os, det ser ud som om, der mangler det kvarte af hans hoved. Han kan stadig godt tale, siger hans far, det eneste er, at han ikke rigtigt kan koordinere sine bevægelser, men han bliver rask. Han bliver OK igen.

Er vi tørstige? Han vil gerne købe en sodavand til os. Det er jo en meget varm dag.

Der hænger en stor klase skrigende og grinende teenagere ud fra vinduerne i en gymnastiksal, og de vil gerne i radioen – hey, spørg mig! Spørg mig, råber de! Der er en enkelt pige, der taler OK-engelsk.

  • Nej, nej, vi er ikke flygtninge, vi er shqiptarer, albanere altså, selvom vi bor i Serbien. Det er totalt fedt, at de mennesker er begyndt at komme, så slipper vi for skolen. Og vi synes alle, at vi skal hjælpe dem. De kommer fra krig og den slags og har brug for hjælp, så selvfølgelig skal vi hjælpe. Vi har selv prøvet det … eller vores forældre har prøvet det. At være flygtninge, ikke? Dengang var det os, der havde brug for hjælp, nu er det dem her. Selvfølgelig. Det mener vi alle.

Så bryder de kollektivt sammen af grin og vil vide, hvornår de kan høre det i radioen og på hvilken kanal?

Vi ruller tilbage ad jordvejen, mens vi ser en sort menneskemasse komme marcherende sydfra gennem det modne korn i eftermiddagsheden.

Grænsen til Makedonien er stadig en del af det grænseløse Europa for os som har bil og ordentlige pas. På et øjeblik er vi igennem og fortsætter ad motorvejen mod Skopje, men efter en kilometer er de der igen: Flygtningegrupper på vandring i vejsiden eller på midterrabatten. Grupper på 20, 40, 100. Mange, mange målbevidste, veltrænede unge mænd med små rygsække. En del familier – fædre og mødre med et par småbørn ved hånden eller med klapvogne eller barnevogne.

Og det er slet ikke bare på motorvejen: Oppe ad bjergsiden kan vi se flere. Små grupper i markerne, på jordsporene, i skovene.

Ved aftentide er vi nået til Kumanovo, hvor der har været voldsomme og blodige kampe tidligere på foråret. Vi finder ind i kvarteret og lokaliserer området, hvor de kæmpede – jo, mange huse er skudt i stykker og gennemhullet og brændt. Og en gammel mand fortæller om, hvor forfærdeligt det var, da regeringsstyrkerne for en måned siden rykkede ind, og de civile gemte sig i kældrene, og blodet flød, og deres verden sank i grus. Jeg får det hele på bånd.

Det er en vigtig del af den historie, jeg egentlig især er rejst herned for at dække: Makedoniens politiske sammenbrud. Den altomfattende råddenskab i samfundets top. Balkan-landenes totale håbløshed og inkompetence, mens de forestiller sig, at EU skal komme og redde dem fra sig selv.

Det var egentlig historien, og slaget i Kumanovo 2015 var helt centralt i den fortælling. Men der er sket noget, denne her rejse peger i en ganske ny retning. Noget stort og ubegribeligt er ved at vokse frem lige foran os, lige for næsen af Daniel og mig, på og ved en motorvej på det sydlige Balkan.

Vi finder et billigt hotel i Skopjes gamle bydel den nat og sover hurtigt. Næste morgen er jeg som sædvanligt meget tidligt oppe for at være i radioen. Det skulle egentlig have handlet om den lille slagmark i Kumanovo, hvor vi var i aftes. Men det er en anden historie jeg tager hul på i udsendelsen. En historie om noget jeg langt fra begriber i dette øjeblik, og som jeg ikke tilnærmelsesvis fatter rækkevidden af endnu.

Good Luck, Habibi - skrevet af Thomas Ubbesen

Bogen kan købes hos gyldendal.dk som bog, e-bog eller lydbog

Køb bogen