SKAMMENS TID

Det var min fødselsdag den anden dag. Den blev på en måde … forfærdelig.

Solen skinnede ganske vist på denne første varme forårsdag, og der var gaver, cava, kransekage, ubetinget kærlighed og på det personlige og nære plan kun udsigt til en lys fremtid. Men jeg skulle også holde foredrag den dag og måtte efter tre måneders fravær fra nyhedsstrømmen søge tilbage til en tusmørkezone, som jeg helst vil lægge bag mig: Tilbage til de uønskede, de forhadte og de forhånede. Til det med flygtningene, for det var igen dem, jeg skulle tale om. Jeg har ikke beskæftiget mig så meget med det, siden jeg sagde op som journalist ved årsskiftet. Jeg har selvfølgelig slet, slet ikke glemt alt det der, men jeg har ret bevidst puffet det ned på en hylde bagest i hovedet og prøvet at vænne mig til ikke at kigge derhen så meget mere. Jeg har i den tid gradvist vænnet mig til at nøjes med de fattige oplysninger de store medier giver os om flygtningene, og har bildt mig ind, at jeg har det nogenlunde med det.  Rædslen over gruen og det umenneskelige i vores midte er på vej til at blive fortrængt. Nyhederne siger jo ikke noget om det her mere. Selv har jeg en kort tid levet videre med det mod bedre vidende.

Før det foredrag tog jeg ud på min egen nyhedsrundfart igen for første gang i de måneder: Rundt til sites, hvor flygtningetragedien fortsat beskrives – uden at det går videre til større medier. Og her er lidt af situationen, som vi kollektivt fortrænger: I de tre måneder, hvor også jeg har set den anden vej, har man f.eks. hentet 1000 druknede op fra Middelhavet, og vi ved med sikkerhed, at antallet af druknede flygtninge i de farvande er langt større. Ingenting om det i TV. Tusinder kan omkomme lige ud for vore feriedestinationer, uden at nogen med magt øjensynligt ligger søvnløse over det.

Der er meget mere: En rapportør fra International Organization of Migration fortæller fra Libyen, at landet er omdannet til et Gulag. At tusinder af afrikanere – kald dem migranter eller flygtninge, jeg er ligeglad – er stuvet sammen i 30-40 ”detentionscentre”, der ejes af bander, militser, Daesh, politi, kystvagt og private rovdyr, og at de sorte medmennesker handles mellem banderne for 200-500 dollars stykket. Fangerne får en pistol for tindingen eller tortureres for åben smartphone, mens deres familie får at vide, at de skal sende penge for ellers … og de sender penge. Kvinder sælges til private som sex-slaver, ikke kun af og til Daesh men af alle. Alle i landet er involveret i handlen og transporterne, skriver IOM. Alle. Dag efter dag, nat efter nat driver der døde ind på kysten. Ruterne ned gennem Sahara er kantet med ubegravede lig. Måske dør der mange flere dér end på Middelhavet. Der er ingen journalister til at se det. EU forhandler med en regering i hovedstaden om at overføre store summer til kystvagten, for at den skal sætte en stopper for sejladserne og tvinge afrikanerne tilbage til deres fangevogtere og ejere. Libyerne vil gerne modtage de penge. De – altså regeringen – kontrollerer et område på størrelse med et par fodboldbaner i Tripoli.

På Chios, den vidunderlige ø i det Ægæiske Hav, har over 3000 fremmede mennesker overlevet vinteren i to små reservater med telte, pigtråd, affaldsdynger og rotter. Trods EU-aftalen med Tyrkiets leder Erdogan til en pris af 6,3 milliarder, en aftale om at han skal holde dem tilbage på sin side af havet, så kommer der hver nat flere sejlende i overfyldte gummibåde. 800 syrere i marts, 600 i april – men de kommer ikke videre end til Chios. De kommer ingen steder andet end ind i reservaterne, ind til svineriet, kulden og alle de andre. Europa – humanismens og menneskerettighedernes kontinent – vil ikke have dem. Danmark, en tidligere humanitær stormagt, tager ikke en eneste, men deler i stedet uden at blinke 20 milliarder kr. ud til de bedst stillede i landet. De bedst stillede har nemlig brug for tryghed i deres ejerboliger, siger man.

Min ven Manolis Sideratos, som elsker Chios, sit hjem, Manolis den grundfæstet venstreorienterede humanist, siger, at man bliver udråbt som fascist, hvis man protesterer. Europa har ofret os for at kunne lukke sine grænser, siger han.

Jo tak, vi har i den grad lukket grænserne, men langs og foran dem sidder tusinder og tusinder af magtesløse medmennesker i tomme fabrikshaller og tynde festivaltelte og venter måned efter måned på ingenting. De er ikke gået væk. Der eksisterer flygtningekonventioner og menneskerettigheder, men dette er Europa, og de folk må nøjes med tæsk, sult, tortur og kulde. De kan vente fra nu af til dommedag. På de her kanter har vi ikke længere værdier, som omfatter typer, der bare sådan kommer vadende helt uinviteret.

Jeg læser videre på denne ellers dejlige fødselsdag: Nogle udsendte fra EU-parlamentet rapporterer, at der befinder sig 23.000 uledsagede børn i Grækenland og Italien. De er alene, jeg har selv talt med flere af dem i det sidste par år. Der er ingen sikkerhedsvagter i reservaterne, dårligt nok tæpper eller mad. Ingen strøm eller varme, men der er voldtægt, skrig og gråd om natten. Der er også mænd med skæg, der råber Allahu Akbar. Og der er menneskehandlere – især fra Østeuropa, især fra de nye EU-medlemslande, der ikke vil hjælpe en eneste flygtning, barn, kvinde eller mand.

Den EU-rapport bliver dårligt nævnt noget sted. Ingen danskere har – så vidt jeg kan se – demonstreret mod det, der overgår de 23.000 børn. Ingen politiker med reel magt har råbt, at det her ikke længere må finde sted, når vi nu har midlerne og ressourcerne til uden videre at kunne forhindre det.

Man kan leve med den slags nu på det rige, trygge kontinent.

Jeg tænker på den tirsdag, den 22. juni 2015, hvor jeg kørte frontalt ind i flygtningestrømmen, hvis spydspids den dag var på vej op ad Europavej E75 lige nord for Preshevo i Serbien. Hundreder, fulgt af tusinder af tørstige, sultne, i mange tilfælde blødende børn, kvinder og mænd på vej nordpå med stjerner i øjnene, strålende af håb midt i deres elendighed. De havde nået Europa. De var i sikkerhed nu. Her var demokrati og gode mennesker, troede de. De troede, de havde reddet livet. Og inden der var gået et døgn, stod det klart for mig, at dette her ville komme til at stoppe. Inden længe ville Europa komme til at vælge mellem at dele lidt af sin velstand og sikkerhed – eller at slå mennesker ihjel.

Der er snart gået to år, og vi driver som søvngængere mod den yderste løsning – valget blev, at de mennesker hellere må dø end at komme her.

Jeg er inviteret til konference for at fortælle om den slags, det er derfor jeg læse op på stoffet. Deltagerne er veluddannede, de følger rigtigt godt med, men mange siger bagefter, at de ikke anede at det stadig er sådan derude, ved ”vore ydre grænser” og i vore nådesløse storbynætter. At de sådan … ja, de siger, at de er fuldstændig chokeret, de troede at det i store træk var drevet over, det med flygtningene. Der er jo ikke noget om det i TV Avisen eller noget.

Men ved folk ikke det her? Har vi virkelig fået bildt os ind, at hundredetusinder af forpinte, rådvilde og helt hjælpeløse medmennesker nærmest ikke eksisterer? Selvom de befinder sig lige her næsten ved siden af os?

Meget kommer tilbage til mig på denne dag. Nu er der for eksempel en socialdemokrat, der nok snart bliver minister, han går ind for, at vi skal bruge australske metoder, hvis flygtningene igen kæmper sig frem til vores nærområde – de skal altså ud på en fjern ø og derfra sendes til et andet land, hvis der findes nogen, der vil tage dem. Sådan taler man uden at skamme sig om nødstedte medmennesker, om børn, voldtagne, torturerede, krigsflygtninge, mens politik fokuserer på at sikre billigere, dyre biler, at give enorme skattelettelser til de bedst stillede og at forære frit-skatte-lejde til rigmænd, der aldrig kunne drømme om at betale det, de skylder, til samfundet. Vi oplever en dansk ledelse der med fuld vælgeropbakning mener, at grådighed er den motor, der skal holde vores samfund i gang.

Jeg bliver færdig med at tale. Så viser de en dokumentarfilm på konferencen. ”Drømmen om Danmark” af Michael Gravesen. Den følger en fyr, en stor dreng, Wasiuallah, der er kommet hertil for nogle år siden. Et sitrende, ensomt barn, der er mentalt ødelagt af rædsler langs hele ruten fra Afghanistan. Han sidder på en trappe i asylcenteret og rokker, holder sig om hovedet og vil ikke tale med nogen. Danmark afslår hans asylansøgning. De, der har den liv- eller dødbringende magt, mener ikke, man kan stole på, hvad han siger.

Man ser en ramponeret, forskræmt dreng uden penge eller familie eller nogen at støtte sig til i verden. Et forsvarsløst barn alene i et fremmed og koldt land. Han skal forsvinde, får han at vide. Han er ikke sådan en som os, han er ikke en skid og skal ud. Så sniger han sig ned gennem Europa til Italien, kameraet følger ham ud i den absolutte ensomhed. Han sover om vinteren på gaden mellem bumser, flygtninge og småkriminelle, men drømmer i sit mishandlede og forstyrrede hoved stadig om det land, der ikke vil have ham. Han er dernede endnu, på vanviddets rand, mens integrationsministeren her spiser kage, og politiet er beordret til at ransage flygtninges kufferter for diamanter, Fabergé-æg og juveler.

Lige nu er vore myndigheder netop i gang med at optrappe hjemsendelsen af blandt andet afghanere. Der er tusinder og tusinder af Wasiullah’er derude i en frysende parallel-virkelighed, usynlige selvom de er lige for vore øjne. Europas rendestene, baggårde og fabriksruiner myldrer med et fortabt proletariat af unge mænd, hvis eneste valg drejer sig om, hvordan de skal komme herfra. Hvordan de skal dø. Hurtigt eller langsomt? Her eller der? Et liv blandt os må de ikke få, så de skal dø.

Wasiuallah – hvad er det for et navn? Han er ingenting. Og vi har efter det par år, der er gået, siden flygtningestrømmen for alvor satte ind, ingen værdier, der gælder for sådan nogen som ham. Ingen varme, omsorg eller menneskelighed til overs for et nødstedt og helt magtesløst medmenneske i vores midte.

Men vi har stadig demokrati, og danskere stemmer på politikere, der sørger for, at det fortsætter på den måde. Det er deres, vores, vælgernes, ansvar, at det nu er blevet sådan. I et demokrati bærer man et personligt ansvar for den måde samfundet bliver drevet.

Jeg oplevede for længe siden dette samfund, Danmark, i rollen som humanitær supermagt. Det var i april 1999 i Nordalbaniens vilde bjerge under Kosovo-krigen. Danske lastbiler ankom kofanger mod kofanger til en isnende dal med hjælp til en kvart million flygtninge. Der blev samlet ind herhjemme. Dronningen malede et billede. Fjernsynet var på. Danske folketingsmedlemmer tog ned og stillede telte op og gravede latriner. Alle elskede os i de dage. Danskerne var de gode. Man kunne kun elske det lille land med det store hjerte.

Og nu?

Nu er vi altså her – vælgere i et demokrati i verdens lykkeligste land lukker grænserne og sender selv børn i døden. Et land med en kollektiv velstand uden sidestykke i verdenshistorien. Lav arbejdsløshed. Ingen presserende ydre trusler. Uendelig vækst. Orden. Sikkerhed. Tryghed. Skattelettelser. Man kan gå rundt i månedsvis og nyde, at det er sådan. Man kan gå rundt nærmest endeløst og tro, at alt stort set er, som det skal være.

Men det er ikke som det skal være derude. Vi har på demokratisk vis valgt, at mennesker hellere må dø, end at vi skal give afkald på noget som helst. Der er ingen nåde her hos os længere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *